Kimchi - lav selv koreansk superfood

Min bedste omgang kimchi indtil videre. Læs opskriften og se hvor nemt det er at lave fermenterede grønsager. Det er virkelig sundt.

7. marts 2018 (opdateret )

Kimchi stammer oprindeligt fra Korea, hvor det spises sammen med næsten alt. Flere undersøgelser har påvist, at kimchi er en af de sundeste ting i verden at spise. Årsagen til sundheden skyldes, at når kål og grønsager fermenterer (gærer), så udvikles der nogle mega sunde bakterier kaldet mælkesyre bakterier.

Kål indeholder allerede mælkesyre bakterier, men under fermenteringen får disse bakterier super betingelser for at vokse videre og blive til flere. Sluttelig ender vi med at have den super sunde salat - kimchi.

Det er nemt at lave kimchi, og det kræver bestemt ikke de store kundskaber, derimod kræver processen lidt tid og tålmodighed. Før første smagsprøve er klar går der lige et par dage, og derefter vil kimchien udvikle sig yderligere.

Fremgangsmåde til kålen

Første skridt i mod en kimchi er saltning af hovedingrediensen kinakål.

- 1 kg kinakål
- 50 gram salt
-1,5 liter vand

Bland vand og salt. Fortsæt til kålen og skær den i nogle mundrette stykker, så du kan hapse kimchien med en gaffel eller spisepinde, når du skal smage på det endelige resultat.

Læg kålen i saltlagen og lad den hvile natten over eller en 12 timer. Det behøver ikke være så nøjagtigt. Det vigtigste er, at de hvide dele af kålen begynder at blive fleksibel (gummiagtig). Vend kålen rundt fra tid til anden. Når kålen er klar hældes saltlagen fra, og kålen skylles en lille smule med rent vand.

Fremgangsmåde til sovsen

Næste skridt i retningen af en kimchi er en potent sovs, der er med til at lave fuldt udsving på smagsskalaen :)

- 1 dl vand
- 15 gram rismel

Opvarm vand og rismel indtil det bliver til en tyk masse. Tag det af varmen og lad det afkøle. Imens kan de øvrige ingredienser gøres klar.

- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 3 fed hvidløg
- 2 tsk ingefær (cirka et 5x1,5 cm stykke)
- 100 g løg (cirka mellem stort løg)
- 180 g æble (cirka 1 æble)
- 2 thai chili
- 50 ml fiskesauce

Alle ingredienserne blendes sammen med den afkølede sovs. Jeg bruger en stavblender, da det er hurtigere og giver mindre opvask.

50 g koreanske chili flager (gochugaru)

Til sidst skal du tilsætte de tørrede chili flager. Det særlige ved koreanske chili flager er, at de farver meget mere rød end "ganske almindelig" tørret chili. Hvis du har et asiatisk supermarked i nærheden, kan du givetvis finde chilien der - ellers prøv at søge lidt på din foretrukne søgemaskine.

Fremgangsmåde til fyld

Nu er du snart i mål. Der skal blot laves lidt ekstra fyld til kimchien.

- 350 g kinaradise
- 300 g gulerødder (cirka 3 stk)
- 3 forårsløg

Skær kinaradise og gulerødder i små pinde/stave i samme stil som til wok. Forårsløg snittes ligeledes i nogle cirka 3 centimeter lange stykker.

Samling af det hele

I en stor skål eller gryde (5 liter) hælder du sovsen ud af kinakål og de øvrige grønsager. Tag en handske på og vend sovsen godt sammen med kålen.

Bagefter skal du have putte kimchien i et tæt glas. Det er meget vigtigt at glasset er helt tæt, så der ikke kommer urenheder ind til kimchien, plus du slipper for det meste af den sure lugt, der naturligt opstår, når der kommer gang i fermenteringen. Det er nu også altid godt at sætte glasset i en plastikpose - just in case (nydansk - i tilfælde af at der kommer tryk i glasset).

Pres kål og grønsager ned i glasset, så sovsen danner en væskeoverflade i toppen af glasset.

Missionen er fuldendt. Nu skal du blot lade glasset stå 1 til 2 dage på dit køkkenbord. Når fermenteringen kommer i gang, vil der dannes nogle små luftbobler inde i glasset. Hvis du åbner glasset og tager en dyb indånding, vil du heller ikke være i tvivl om fermenteringen er aktiv eller ej :-D

Fermenteringen vil gøre kålen mere syrlig. Efter de 1 til 2 dage kan du sætte kimchien i køleskabet (husk plastikpose) for at neddrosle gæringsprocessen.

Du kan allerede nu prøvesmage kimchien. Over tid vil smagen ændre karakter, men det er helt naturligt. Kimchien er levende og vil udvikle sig, sålænge der er noget tilbage i glasset.

Kimchi kan spises til alt

Der er selvfølgelig ingen regler for, hvad du skal spise sammen med kimchi. Med koreanske briller på, kan det spises sammen med alt. Som tilbehør til alle risretter, en portion ned i den varme nudelsuppe eller som topping på noget så "dansk" som en hot dog (ja, hvorfor ik'? Når svensken bruger rejesalat :-D )

Læs også

Salat med rødbeder, gulerod, spinat og jordbær Salat med rødbeder, gulerod, spinat og jordbær

Farverig salat med rødbeder, gulerødder, spinat, jordbær og valnødder. Masser af smag og sundhed samlet på en tallerken.

Mayonnaise på 2 minutter

Du kan selv lave nem og lækker hjemmelavet mayonnaise på ganske få minutter med en stavblender.

Friske forårsruller af rispapir med grønsager og kød Friske forårsruller af rispapir med grønsager og kød

Det er nemt at lave friske forårsruller af rispapir med grønsager og nudler. Du bestemmer selv fyldet, og selv børn kan lave deres egen favorit.

Rema 1000 finder en helt særlig plads til rapsolie Rema 1000 finder en helt særlig plads til rapsolie

Se hvor Rema 1000 finder plads til en helt særlig koldpresset rapsolie fra Bornholm. Selv trolden Krølle Bølle ville blive overrasket.