Bohemian tjekkisk pilsner - ølbryg nr 13

En gylden drikkevenlig tjekkisk bohemian pilsner brygget med undergær og smagt til med Saaz humle. Se opskriften og læs om fremgangsmåden.

14. januar 2020 (opdateret )

Opskriften

4,5 kg tysk pilsner malt (farve 3-5 ebc)
180 gram dark Münich malt (farve 21-35 ebc)
180 gram cara-hell malt (farve 20-40 ebc)

127 gram Saaz humle, 3,4% alpha
Bohemian Lager M84 tørgær

Grundlaget for denne opskrift stammer fra en rigtig fin ølbog "Clone brews - recipes for 200 commercial beees" skrevet af Tess og Mark Szamatulski. I bogen findes der en opskrift på en tjekkisk pilsner, som har været udgangspunktet for denne bohemian pilsner, dog er min egen udgave brygget med en anden slags gær.

Fremgangsmåde og mæskning

Jeg har efterhånden fuldt den samme fremgangsmåde til kogning flere gange. Ud fra strategien "If it ain't broken don't fix it" vælger jeg at fortsætte med samme kogeprogram. Du kan læse flere detaljer om kogningen ved at se opskriften på min belgiske strong ale.

Humling

Humle giver øllet bitterhed og aromadufte. Ved mine tidligere bryg er humlen blevet tilsat over to omgange med 60 minutters kogning. Denne gang skal kogningen være 90 minutter, og humlen skal tilsættes over 3 omgange. Kogeprogrammet til humling følger dette skema:

67 gram Saaz i 90 minutter. Dette trin giver bitterhed til øllet.
30 gram Saaz i 15 minutter. Andet trin giver humle smag.
30 gram Saaz i 5 minutter. Sidste trin giver øllet duft af humle.

Den lange kogetid under humlingen gjorde at mere vand fordampede under kogningen, derfor endte jeg med 18 liter urt, der skulle afkøles. Efter kogningen kunne jeg godt have tilsat varm vand igen, for at komme op på de 20 liter, som opskriften er til, men det valgte jeg ikke at gøre, da jeg godt kunne lide den opnåede farve og forhåbentlig gode smag.

Brygget indeholder udelukkende Saaz humle, som er opkaldt efter en by i Tjekkiet. Kendetegnet for Saaz humle er, at det har en mild bitterhed og giver svage hints fra krydderurter og muldjord, det kan dog være vanskeligt at forestille sig disse officielle smagsbetegnelser. Hvis du nogensinde, har drukket en Hancock øl, så har du med garanti smagt Saaz humle, da de udelukkende bruger den type af humle.

Gæring

Når urtens temperatur er faldet til omkring 24 grader, skal gæren tilsættes. Se evt. flere detaljer på min belgiske strong ale. Pilsner øl bruger undergær, mens ales normalt bruger overgær. Undergær giver en mindre fyldig øl, derfor vil en undergæret øl nok også give en mere drikkevenlig øl for folk, der er lidt smagsforskrækkede :-D Vær opmærksom på at undergær kan være lidt længere tid om at få gang i gæringen.

Efter den første uges gæring omhældes øllet for at fjerne bundfald. Til denne pilsner skulle det være godt at fortsætte gæringen ved lav temperatur, da den lave temperatur er med til at gøre øllet mere klar.

Da dette bryg er lavet om vinteren, har jeg valgt at opbevarer brygget udenfor, da temperaturen ligger mellem 3 og 8 grader. Inden øllet skal på flaske, skal temperaturen dog tilbage til stuetemperatur, så jeg tog brygget ind 2 dage før tapning på flasker.

Tapning

Til dette bryg har jeg tilsat 4 gram sukker pr. liter øl, da jeg går efter, at øllet blot skal have en lille smule kulsyre.

Etikette

Til dette bryg har jeg lavet denne etikette. Jeg har forsøgt mig med at lave standard etikette, hvor jeg fra gang til gang ændre teksten og farven på etiketten.

Fakta om denne tjekkiske pilsner

Brygdato: 27-12-2019
Tappedato: 12-1-2020
Brygnr.: 13
OG: 1062
FG: 1016
EBC: 10 (rav / amber)
IBU: 48 (lidt bitter)
Alkohol: 6,1%

Økonomi

Malt 99 kr.
Humle 51 kr.
Gær 30 kr.
Kapsler 14 kr. (25 kr. for 100 stk.)
Fragt 30 kr.
Total 224 kr.

Malten og humlen er købt i afmålte mængder, så der ikke er rester. Prisen for kapsler er omregnet til prisen for den brugte mængde, da en pose kapsler indeholder 100 styk.

Brygget gav ca. 17 liter svarende til 54 flasker (33 cl). Det giver en pris på 4,15 kr. per flaske eller 13,18 kr. pr. liter.

Prøvesmagning

7. marts 2020. Hen over den seneste måned er øllen blevet prøvesmagt flere gange med forskellige testpersoner. Det er et absolut godkendt bryg med en god fylde (ikke en tynd øl) og fin bitterhed. Meget flot skumdannelse med tyk og blivende skum. Inden øllet kom på flaske var det meget klart, men efter at have karboneret på flaske er øllet blevet uklart. Jeg er usikker på, hvorfor det er sket, og heldigvis fejler smagen ikke noget.

21. marts 2020. Efter at der har været nogle kolde dage med nætter tæt på frysepunktet har øllet virkelig forbedret sig meget. Det kolde vejr får øllet til at danne bundfald. Øllen er nu næsten klar og med ravgylden farve. Smagen er dejlig - svag sødme og bitterhed. Dog fortsat en markant større smagsoplevelse end masseproducerede pilsnere ;)

Emneord

Læs også

Saaz stout - ølbryg nr. 10 Saaz stout - ølbryg nr. 10

Ultra sort stout brygget på pale ale, karamel og chokolade malte, farin og tilsat udelukkende saaz humle.

Tuborg bryggeri Tuborg bryggeri

Tuborg prøver denne gang at lancere en økologisk og ufiltreret pilsner, som de hævder giver mere smag end deres traditionelle pilsner.

Carlsberg bryggeri Carlsberg bryggeri

Carlsberg porteren kom oprindeligt på markedet i 1895. En god porter med masser af smag, uden at den bliver for tung. Kan nydes hvor og når som helst.

Thisted bryghus Thisted bryghus

Thisted bryghus har i dag et stort udvalg af øl i forskellige stilarter såsom pilsner, ale og porter.