Ingredienser
Vælg de grønsager som du har lyst til. Der er fuldstændig frit valg. Her er nogle eksempler på grønsager, som jeg bruger:
- gulerod
- agurk
- forårsløg
- salat
- kold kylling eller oksekød
- sød chilisovs
- knuste peanuts
- rispapir
Fremgangsmåde
Tag et stykke rispapir og fugt det med lidt lunken vand indtil rispapiret bliver blødt. Nogle andre teknikker putter hele rispapiret i et vandbad, men jeg synes, at den teknik gør rispapiret alt for skrøbeligt.
Når rispapiret er blevet blødt, er du klar til at komme fyldet i.
Begynd med at lave en bund af salat. Kom derefter tyndt snittede grønsager på. Du kan afslutte med nogle stykker kylling eller oksekød og nudler. Der er ikke noget, der hedder rigtigt eller forkert. Udelukkende du bestemmer kombinationer.
Du skal dog være varsom med ikke at overfylde forårsrullen, da den ellers nemt kan gå i stykker, når du skal rulle den.
Fold først siderne ind over fylder, så forårsrullen lukker fyldet inde. Rul derefter rispapiret så det bliver til en cylinderformet forårsrulle.
Inden forårsrullerne serveres kan de skæres i 2 cm store stykker, så fungerer stykkerne som én mundfulds hapsere :)
Du kan f.eks. bruge sød chilisovs som dipping. Pynt chilisovsen med knuste peanuts det giver en ekstra smagsdimension til dippingen. Hvis du synes, sovsen er for sød, kan du fortynde den med lidt varmt vand.