4. marts 2013 (opdateret )
Målet denne gang har været at skabe en lysere øl med markant humlesmag. Som humle bruges cascade, der skulle være god netop til denne type øl, da den kan bruges både som bitter- og aromahumle.
Opskrift
5 kg pale ale malt
200 gram hvede malt
20 gram chokolade malt
400 gram rørsukkersirup
100 gram cascade humle 7% alpha
S33 tørgær
Mæskning
25 minutter ved 58 grader.
35 minutter ved 65 grader.
20 minutter ved 72 grader.
Opvarmning til 78 grader.
Humling
Humlen skal koges i 1 time.
Ved start tilsættes 30 gram cascade humle og 30 kapsler kardemomme.
Efter 30 minutter tilsættes 30 gram cascade humle.
Efter 50 minutter tilsætte 40 gram cascade humle.
Mængden af humle er ikke valgt bevidst, men i mit forrige bryg (brown ale 8) brugte jeg også cascade humle, og jeg ville gerne opnå en endnu større humlesmag. Så i stedet for at bruge 70 gram bruges i stedet 100 gram humle.
Gæring
Efter kogning af humlen er urten svundet ind til godt 21 liter. Gæringen kom igang efter et lille døgnstid og tog derefter hurtig fart. Den primære gæringen varede cirka 2½ døgn.
Urten omhældes efter en uge for at fjerne bundfald. Efterfølgende var det meningen at urten skulle på flaske efter endnu en uge, men pga. en omgang influenza måtte urten stå 16 dage inden den kom på flaske.
Der er lidt spild under omhældning så lidt over 20 liter urt skulle på flaske. Inden flaskning tilsættes 4 gram sukker pr. liter opløst i lidt kogende vand, så der kan blive dannet kulsyre i flasken.
Data
Brygdato: 30. januar 2013
Omhældning: 7. februar 2013
Tappet: 23. februar 2013
OG: 1060
FG: 1012 (1020 ved omhældning)
Alkoholprocent: 6,3 %
Prøvesmagning
3. marts 2013
Efter en uge på flaske måtte der smages. Som forventet er kulsyre mængden ikke på plads endnu. Kardemommen er ikke specielt tydelig. Til gengæld er der en markant duft og smag af humle, som ikke virker til at være i overkanten - meget IPA-agtig. Umiddelbart kunne en version 2 nok godt tage endnu mere humle.
23. marts 2013
Så har øllen stået en måned. Rimelig kulsyre efterhånden, dog uden at man kan kalde det for voldsomt meget. Øllen virker dog ikke flad i det, så meget typisk engelsk ale agtig. Ingen kardemomme smag da humlen er den alt dominerende, hvilket gør at øllen smager meget som en indian pale ale.