Rufler er små brød med rygmel. I denne udgave gøres de ekstra lækre med chokolade og tranbær, så de kan bruges som en lille snack eller et middelmåltid.
Ingredienser
25 g gær
1½ dl. vand (lunken)
1½ dl. kærnemælk
1 spsk. brun farin
1 spsk. olie
½ tsk salt
200 g rugmel
250 g hvedemel
100 g Chokolade
100 g tranebær
rulles i sesamfrø eller birkes
Fremgangsmåde
Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt kærnemælk, olie, salt, brun farin og rugmel.
Kom den første halvdel af hvedemelet i, og derefter tilsættes resten lidt efter lidt. Dejen skal æltes glat.
Når dejen er ved at være glat tilsættes groft hakket chokolade og tranebær. Hvis chokoladen kommer i tidligt, oplever du bare, at varmen fra dine hænder begynder at smelte chokoladen.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i en times tid.
Dejen deles i to og rulles til en aflang pølse ligesom et flüte. Skær pølsen i 7 stykker. Opskriften giver i alt 14 rufler. Form brødene nogenlunde firkantet.
Ønskes det kan ruflerne vendes i vand og så rulles i sesamfrø eller birkes. De smager godt både med og uden.
Brødene skal hæve igen tildækket i 30 minutter på en bageplade.
Bag ruflerne ved 200 grader i 15 min.
Ruflerne er særdeles velegnet til frysning. Tag et par stykker ud af fryseren og i en pose om morgen, inden du tager på arbejde. Så har du en nem snack til om formiddagen eller eftermiddagen, når du lige trænger til et boost.